Skip to content

Nye sejlruter

Der bliver mindre og mindre af den arktiske havis. Det åbner for nye sejlruter, og det betyder, at handelsskibe, der sejler mellem Europa og Asien, kan skyde genvej via de arktiske farvande. På den måde kan man spare både tid og brændstof.

Når man i dag sejler varer fra Asien til Europa, bruger man traditionelt en rute på omkring 21.000 km – enten syd om Afrika eller gennem Suezkanalen. Men nu er der ved at åbne sig en anden kortere rute, fordi havisen i Arktis smelter i et tempo, vi ikke har set før. Det er en rute via Arktis og gennem Nordøstpassagen: Denne rute er på omkring 12.000 km.

Observationer af isens udbredelse viser, at arealet af den arktiske sommerhavis siden slutningen af 1970’erne er faldet årligt med ca. 94.000 km2 i gennemsnit. Det er mere end det dobbelte af Danmarks landareal, der hver år smelter. En del gendannes den følgende vinter, men tendensen over flere år er tydelig: Der bliver mindre havis trods store variationer i smeltningen fra år til år

Man forventer derfor, at Nordøstpassagen – og sandsynligvis også Nordvestpassagen – i stigende grad kan være åben for sejlads i den arktiske sensommer. I 2018 sejlede rederiet Mærsk sit første containerskib gennem Nordøstpassagen på en test-sejlads.

Kort: Nye sejlruter gennem Nordøstpassagen og Nordvestpassagen

Illustrationen viser genvejene via Nordøstpassagen og Nordvestpassagen.
Grafik: Christina Fromberg

Det Arktiske hav

Det Arktiske hav hedder også Polhavet eller Ishavet. Det ligger i Arktis omkring Nordpolen. Det Arktiske hav er det hav, der dækker det mindste areal, og som har den mindste dybde.

Genvejen via Det Arktiske Hav kan spare skibe for tusindvis af kilometer

De nye sejlruter via Arktis kan give store besparelser på fragtomkostningerne og på miljøet. For de kortere ruter gør, at man kan spare mange kilometer og dermed brændstof. Det er vigtigt i forhold til klimaet, da skibsfarten står for omkring 90 % af den samlede globale transport af varer.

Det er også centralt, at man kan gennemføre sejladsen hurtigere og dermed spare arbejdstid for besætningen, og den tid man måske skal leje et skib.

Illustrationen viser genvejen via Nordøstpassagen, som kan spare skibe for flere tusinde kilometer.

Via Nordøstpassagen (rød) er der ca. 12.000 km fra Asien og til Europa. Kina arbejder med den arktiske sejlrute som en del af deres planer om nye ”Silkeveje” mellem Asien og Europa.
Via den traditionelle sejlrute (blå) er der ca. 21.000 km.
Kort: Nye sejlrute via Nordøstpassagen

Grafik: Christina Fromberg

Nye sejlruter gennem den arktiske havis

Foto: Adobe Stock

Øget trafik I Arktis er ikke problemfrit

Det er ikke ufarligt at sejle i driv-isen i de arktiske egne. Derfor kan der være risiko for ulykker, hvor skibe fx lækker olie eller andre forurenende stoffer. De lave temperaturer og korte somre i Arktis betyder, at olie nedbrydes yderst langsomt i den sarte natur. Desuden er farvandene fortsat svært tilgængelige i store dele af året, hvorfor det generelt er svært at bekæmpe forurening.

Selv om mulighederne for at sejle i Arktis bliver større, så kan havisen stadig pakke sammen og gøre det svært at sejle. Man kan endnu ikke sejle med almindelige fragtskibe i Arktis, men med isforstærkede skibe. Skibene skal have en særlig is-klasse (tykt skrog), eller skibene skal have hjælp af isbrydere til at sejle i området.

Det er ikke gratis for fragtskibene at få hjælp fra isbryderne. Den omkostning skal holdes op imod prisen for at sejle en af de almindelige ruter mellem Europa og Asien. De går enten gennem Suezkanalen, som også er dyr at sejle gennem, eller syd om Afrika.

Hvem skal bestemme over de arktiske sejlruter?

De isfri perioder åbner både muligheder for nye sejlruter og flere såkaldte maritime aktiviteter, der knytter sig til olie- og gasudvinding, minedrift, fiskeri og krydstogtsturisme.

Rusland har fx en lang kystlinje langs Nordøstpassagen, som giver landet ret til at drive fiskeri og udvinde energiressourcer i havbunden. Og Rusland hævder at dele af ruten går gennem indre russisk farvand – og derfor skal man have tilladelse fra Rusland til at sejle igennem. Men Nordøstpassagen rummer også udfordringer for Rusland. For når man kan sejle via Nordøstpassagen, så kan fremmede nationer også komme tættere på Ruslands kyst. Derfor er Rusland også i gang med at bygge radarstationer og flyvepladser i området, så de kan følge med i hvad der sker. Tilsvarende hævder Canada at dele af Nordvestpassagen er deres territoriale farvand.

Klimaudviklingen i Arktis gør altså, at der også er store politiske interesser på spil. Man skal bl.a. afklare, hvor store arealer af havbunden, de enkelte lande kan gøre krav på.

For det har betydning for, hvilke lande, der kan bestemme over de nye sejlruter og isfri områder. Det har også betydning for, om der er national eller international adgang til olie-, gas- og minedrift. Det kalder vi geopolitiske udfordringer.

Der er otte arktiske stater: Fem med kyststrækninger til det Arktiske Hav (Rigsfællesskabet mellem Grønland og Danmark, Rusland, USA, Canada og Norge) og tre uden (Sverige, Finland og Island). I 2022 blev Canada og Danmark (herunder Grønland og EU) enige om den endelige grænsedragning mellem Canada og Grønland.

Hvad ved vi om den fremtidige skibsfart i Arktis?

Det korte svar er ”Ikke så meget”. Men der er lavet fremskrivninger for to typer af fartøjer. Her har man taget udgangspunkt i forskellige klima-fremskrivninger.

Disse fremskrivninger peger på, at det omkring år 2050 vil være muligt at sejle langs Nordøstpassagen i visse perioder af året, uden at det kræver is-forstærkede skibe, fordi man mener, der vil være så lidt havis tilbage.

Den 22. august 2018 sendte A.P. Møller – Mærsk for første gang et skib af sted, for at sejle nord om Rusland gennem Nordøstpassagen. Skibet var det 200 m lange Maersk Venta, som kan tage næsten 3.600 containere med. Den 6. september 2018 sejlede det ind i Beringsstrædet mellem Rusland og Alaska.

Maersk Venta har blandt andet et specielt bygget skrog for at kunne sejle i det kolde farvand, men det måtte også have hjælp fra isbrydere flere gange undervejs.

Første gang et skib sejlede nord om Rusland via Nordøstpassagen – og uden brug af isbrydere – var i august 2017.

Illustration: Venta Maersk

Venta Maersk


DATO/ TID:

Fragtskib
Tankskib
Fiskerifartøj
Slæbebåd, isbryder, kystvagt o.lign
Passagerskib
Højhastighedsfartøj

Lystfartøj

Ukendt

Skibstrafikken lige nu

Kortet viser den aktuelle skibstrafik. Kortet er fra fra Marinetraffic.com.

Skibenes position er baseret på enten satellit-data eller såkaldte AIS-landstationer.

AIS står for Automatic Identification System. AIS-senderen sender løbende et radiosignal med information om skibets navn, position, kurs, hastighed og nationalitet. På den måde kan de forskellige skibe ”se” hinandens positioner. Formålet er at sikre en smidig og sikker sejlads uden kollisioner. AIS-teknologi er et verdensomspændende krav for skibe over en vis størrelse.

Back To Top