Nye sejlruter

Når man i dag sejler varer fra Asien til Europa, bruger man traditionelt en rute på omkring 21.000 km – enten syd om Afrika eller gennem Suezkanalen. Men nu er der ved at åbne sig en anden kortere rute, fordi havisen i Arktis smelter i et tempo, vi ikke har set før. Det er en rute via Arktis og gennem Nordøstpassagen: Denne rute er på omkring 12.000 km.

Observationer af isens udbredelse viser, at arealet af den arktiske sommerhavis siden slutningen af 1970’erne er faldet årligt med ca. 94.000 km² i gennemsnit. Det er mere end det dobbelte af Danmarks landareal, der hver år smelter. En del gendannes den følgende vinter, men tendensen over flere år er tydelig: Der bliver mindre havis trods store variationer i smeltningen fra år til år

Man forventer derfor, at Nordøstpassagen – og sandsynligvis også Nordvestpassagen – i stigende grad kan være åben for sejlads i den arktiske sensommer. I 2018 sejlede rederiet Mærsk sit første containerskib gennem Nordøstpassagen på en test-sejlads.

Øget trafik I Arktis er ikke problemfrit

Det er ikke ufarligt at sejle i driv-isen i de arktiske egne. Derfor kan der være risiko for ulykker, hvor skibe fx lækker olie eller andre forurenende stoffer. De lave temperaturer og korte somre i Arktis betyder, at olie nedbrydes yderst langsomt i den sarte natur. Desuden er farvandene fortsat svært tilgængelige i store dele af året, hvorfor det generelt er svært at bekæmpe forurening.

Selv om mulighederne for at sejle i Arktis bliver større, så kan havisen stadig pakke sammen og gøre det svært at sejle. Man kan endnu ikke sejle med almindelige fragtskibe i Arktis, men med isforstærkede skibe. Skibene skal have en særlig is-klasse (tykt skrog), eller skibene skal have hjælp af isbrydere til at sejle i området.

Det er ikke gratis for fragtskibene at få hjælp fra isbryderne. Den omkostning skal holdes op imod prisen for at sejle en af de almindelige ruter mellem Europa og Asien. De går enten gennem Suezkanalen, som også er dyr at sejle gennem, eller syd om Afrika.

Hvem skal bestemme over de arktiske sejlruter?

De isfri perioder åbner både muligheder for nye sejlruter og flere såkaldte maritime aktiviteter, der knytter sig til olie- og gasudvinding, minedrift, fiskeri og krydstogtsturisme.

Rusland har fx en lang kystlinje langs Nordøstpassagen, som giver landet ret til at drive fiskeri og udvinde energiressourcer i havbunden. Og Rusland hævder at dele af ruten går gennem indre russisk farvand – og derfor skal man have tilladelse fra Rusland til at sejle igennem. Men Nordøstpassagen rummer også udfordringer for Rusland. For når man kan sejle via Nordøstpassagen, så kan fremmede nationer også komme tættere på Ruslands kyst. Derfor er Rusland også i gang med at bygge radarstationer og flyvepladser i området, så de kan følge med i hvad der sker. Tilsvarende hævder Canada at dele af Nordvestpassagen er deres territoriale farvand.

Klimaudviklingen i Arktis gør altså, at der også er store politiske interesser på spil. Man skal bl.a. afklare, hvor store arealer af havbunden, de enkelte lande kan gøre krav på.

For det har betydning for, hvilke lande, der kan bestemme over de nye sejlruter og isfri områder. Det har også betydning for, om der er national eller international adgang til olie-, gas- og minedrift. Det kalder vi geopolitiske udfordringer.

Der er otte arktiske stater: Fem med kyststrækninger til det Arktiske Hav (Rigsfællesskabet mellem Grønland og Danmark, Rusland, USA, Canada og Norge) og tre uden (Sverige, Finland og Island). I 2022 blev Canada og Danmark (herunder Grønland og EU) enige om den endelige grænsedragning mellem Canada og Grønland.